Henrik Ibsens skrifter

Jeg skal ikke gøre noget forsøg på at undskylde min forsømmelighed, ikke før at have sendt Dem min tak for Deres ​«Håndtegninger». Jeg er nu engang desværre meget uefterrettelig, hvad brevskriveri angår, og i de sidst forløbne måneder har jeg været stærkt optaget af arbejde.

Deres bog kom mig ihænde i Sorrento, og en mere kærkommen hilsen fra det nordiske hjem kunde vi ikke have modtaget dernede. Den blev os da også en kilde til megen glæde og nydelse. Jeg mindes ikke at have læst noget finere, sikrere og sandere end disse skildringer. Iagttagelsen er overalt skarp og slående og sproget uforligneligt ved den ufejlbarhed, hvormed det altid fremstiller netop den afskygning af tanken eller af stemningen, som De tilsigter. Dog, alt dette og meget andet har De som kritiker naturligvis selv set og vidst. Jeg har her kun villet antyde det indtryk, jeg modtog da jeg første gang læste disse ​digtninger.

Om jeg i sin tid sendte Hegel nogen ​udtalelse angående «En opvækkelse» kan jeg ikke med bestemthed erindre. Jeg har altid stået i den formening at jeg havde skrevet til ham derom, således som min hensigt var. Men der kan jo være en mulighed for at jeg har forglemt det. Vi veksler kun lejlighedsvis breve og da er der altid en mængde sager at skrive om. I bogen er der efter min mening overordentlig mange fortræffelige og interessante enkeltheder; men mig forekommer det at stoffet mere egner sig for en fortælling end for et skuespil.

Jeg hører at ​ «Gengangere» har vakt en voldsom allarm hjemme. Dette var jeg forberedt på og tager det ganske koldblodigt.

Idet jeg af hjertet ønsker Dem tillykke med ​Deres nyeste bog beder jeg Dem modtage min bedste hilsen og tegner mig